Púlk

PÚLK er folkemusikkens urolige dreng i klassen, som nu er blevet voksen og vil fremad for at berige både ind- og udland med deres Bastard-Folk. Med skrigende klarinet, båthorn og overdrive-harmonika river Pùlk ved ens forståelse for den folkelige musik, som skaber den fuldendte forvirring søndag morgen, hvor du spørger dig selv om du var til folkefest eller en rockkoncert.


 

bech

Benjamin Bech

Bech og hans klarinet skyder melodier afsted med en grounding som har hjemme i den nordiske folkemusik. Når musikken bliver for sød er han ikke bange for at bryder ud i klezmiske og skrigende soloer.

Bech forlod som ganske ung sit hobbithul, og har senest brugt flere år i de uvejsomme nordligste egne og har taget vinterens dystre skønhed med sig og gjort den til sin egen. 

 

colin

Rune Colin

Colin er en ægte fynbo med begge ben plantet i den traditionelle danske folkemusik, og en forkærlighed for netop den. Han er PÚLKs solide rygrad af akkordrundgange og harmonisering som til tider tager akrobatiske genveje.

Rygterne siger at Colin første gang stiftede bekendtskab med harmonikaen da han sejlede som kaper i slutningen af 1500-tallet under spansk flag i det caribiske hav på det gode skib Fuerteventura.

 

luis

Kristian Luis

Luis er den autodidakte basist, med et hang til skævhed, cool'e grooves og en ordentlig fest på scenen. Med sin erfaring indenfor andre genre, hjælper han til at der ikke kommer for meget halm i polkatræskoen.

Luis er en dygtig historiefortæller, og hvor mange mistænker at det er røverhistorier, bør det siges, at han udelukkende fortæller om ægte oplevelser! Det er på ingen måde pure opspind, han har bare haft et ualmindeligt fantastisk liv.

 

luis

Michael Pallisgaard

Pallisgaard spiller trommer. Det kan han i og for sig ikke gøre for, men heldigvis gør han det til gengæld ret godt. Han har ild i røven, og det har enkelte gange været nødvendigt at binde ham fast til trommestolen for at undgå at han var halvvejs i Schweiz inden nummeret var slut.